En fængslende oase

Her er hyggeligt, tænker jeg. Fredeligt og fuld af livstegn på samme tid. Tiltrækningskraften er stor. Jeg må sidde på den hvide bænk. Den føles hård mod min bløde numse. Fornemmelsen af den friske luft, der rammer ansigtet, og synet af den længe ventede solstråle fra en skyfri blå himmel gør mig glad.

Lyden fra porten vækker mig. Det er et fængsel. Jeg kan hverken komme ind eller ud. Det lyder så let, når porten går op. Og så tungt, når den hurtigt og bestemt lukker sig igen. Jeg er afskåret fra livet uden for. Så tæt på og alligevel langt væk. Bilerne suser forbi uden for. De har glemt, at det er søndag.

Herinde fløjter fuglene lystigt, som om de er enige i at foråret har ladet vente alt for længe på sig. Vi skal jo nå at indhente det forsømte fra sidste år. Fuglenes kvidrer videre, mens de leger i den grønne trætop. Vi må nyde solen, mens den er her. Sikken en fængslende oase midt i byen.

Fra det ene øjeblik til det andet overdøves tankerne af klokkernes kimen. Det er et fængsel. Lad mig komme ud!

Stilheden og de perifere lyde vender atter tilbage. Jeg har savnet dem. Nu er jeg blevet kold af at sidde i skyggen. Hvorfor står den fine hvide bænk ikke i den varme solstråle, der lander lige ved siden af?

Solstrålen sniger sig langsomt over mod bænken. Hvis jeg bliver siddende længe nok vil jeg kunne slikke solens stråler, mens jeg giver mig selv lov til at tage et pusterum på bænken. Nu rammer den næsten bænken. Fødderne kan mærke varmen fra solens stråler…

”Vi begynder igen”, siger Mette, der pludseligt viser sig i døren. Er det en kliche, hvis jeg overvejer at bruge bandeord nu?

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>