Sikken en dejlig ferieuge!

I de lune morgen- og formiddagstimer har jeg siddet på terrassen og skrevet på mit bog projekt. Skyggen forsvandt ved middagstid. Mens det var  varmt svømmede jeg som en fisk i vandet. Sidste halvdel af eftermiddagen  tilbragte jeg i mandens selskab med is og kolde drikkevarer på terrassen. Kattene lå og pustede som små sorte løver i skyggen. Om aftenen har vi fået lækker mad fra vores midlertidige mini-køkken.

Dagen i går var anderledes. Først på aftenen kørte vi en tur på motorcykler og endte med en lækker spontan middag på Restaurant Arken, Køge Marina. Fantastisk sted, god mad og vin. Frisk betjening. Det er ikke sidste gang vi har spist dér. Ærgerligt at vi begge to skulle køre hjem…. Fik et glas rødvin hver. Gemte proppen og tog resten med hjem i tanktasken.

Da vores ferie startede forrige fredag troede jeg at ferien ville blive den kold og våd. I dag er jeg super glad for at vi blev hjemme . Lille Danmark har vist sig fra sin bedste side rent vejrmæssigt i denne uge. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie i udlandet. Hvem vil bytte dejlig dansk sommervejr med hedebølge under sydlige himmelstrøg?

 

De fede må svede, de små må fryse…

Det er min store fars kække kommentar til min slanke mand, da vi sidder bænket i blæsevejr i haven til Isabellas to-års fødselsdagsfest. Nevø Tristan, der bliver 3 år til september, beklager sig til morfar over at solen forsvinder. Min søster, Tina, siger at han skal bede moster Karin om at puste skyerne væk fra solen.

Under maden viser vi billeder fra vores køkkenprojekt. Vi er begge to lettede over at være færdige med 4 ugers jord- og betonarbejde. Nu skal vi bare have flyttet afløbet til vasken. Så kan vi gå i gang med isolering og opbygning af selve køkkenet. Jeg glæder mig. En jordhule og sandkasse på 21 kvadratmeter sviner hele huset til i løbet af ganske få timer.

Min far spiser op og vil gerne have flere rejer. Min slanke søster smyger sig bag om hans stol, smiler og siger: De små kan komme ind og få flere rejer, de fede må blive siddende…