Sikken en dejlig ferieuge!

I de lune morgen- og formiddagstimer har jeg siddet på terrassen og skrevet på mit bog projekt. Skyggen forsvandt ved middagstid. Mens det var  varmt svømmede jeg som en fisk i vandet. Sidste halvdel af eftermiddagen  tilbragte jeg i mandens selskab med is og kolde drikkevarer på terrassen. Kattene lå og pustede som små sorte løver i skyggen. Om aftenen har vi fået lækker mad fra vores midlertidige mini-køkken.

Dagen i går var anderledes. Først på aftenen kørte vi en tur på motorcykler og endte med en lækker spontan middag på Restaurant Arken, Køge Marina. Fantastisk sted, god mad og vin. Frisk betjening. Det er ikke sidste gang vi har spist dér. Ærgerligt at vi begge to skulle køre hjem…. Fik et glas rødvin hver. Gemte proppen og tog resten med hjem i tanktasken.

Da vores ferie startede forrige fredag troede jeg at ferien ville blive den kold og våd. I dag er jeg super glad for at vi blev hjemme . Lille Danmark har vist sig fra sin bedste side rent vejrmæssigt i denne uge. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie i udlandet. Hvem vil bytte dejlig dansk sommervejr med hedebølge under sydlige himmelstrøg?

 

Drømmer om at blive mor – til en bog

Weekenden har bragt mig tættere på drømmen efter andel del af et fremragende forfatterkursus hos Skriveværkstedet (www.skrivevaerkstedet.dk). Fra at have en idé kan jeg kan nu se bogen og indholdet for mig. Nu skal bogen fra hjertet ud gennem tastaturet.

Underviserne Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht er seriøse og motiverende. De forstår virkelig, at skabe et kreativt rum, hvor ideer, struktur og overblik mødes og går op i en højere enhed. Stemningen er gennemsyret af skrivelyst og fælles drømme hos kursisterne.

Hvis du har en idé til en bog, men ikke rigtig ved hvor du skal starte eller har opgivet projektet og lagt det i skrivebordsskuffen, så er Skriveværkstedet bestemt et besøg værd!

En fængslende oase

Her er hyggeligt, tænker jeg. Fredeligt og fuld af livstegn på samme tid. Tiltrækningskraften er stor. Jeg må sidde på den hvide bænk. Den føles hård mod min bløde numse. Fornemmelsen af den friske luft, der rammer ansigtet, og synet af den længe ventede solstråle fra en skyfri blå himmel gør mig glad.

Lyden fra porten vækker mig. Det er et fængsel. Jeg kan hverken komme ind eller ud. Det lyder så let, når porten går op. Og så tungt, når den hurtigt og bestemt lukker sig igen. Jeg er afskåret fra livet uden for. Så tæt på og alligevel langt væk. Bilerne suser forbi uden for. De har glemt, at det er søndag.

Herinde fløjter fuglene lystigt, som om de er enige i at foråret har ladet vente alt for længe på sig. Vi skal jo nå at indhente det forsømte fra sidste år. Fuglenes kvidrer videre, mens de leger i den grønne trætop. Vi må nyde solen, mens den er her. Sikken en fængslende oase midt i byen.

Fra det ene øjeblik til det andet overdøves tankerne af klokkernes kimen. Det er et fængsel. Lad mig komme ud!

Stilheden og de perifere lyde vender atter tilbage. Jeg har savnet dem. Nu er jeg blevet kold af at sidde i skyggen. Hvorfor står den fine hvide bænk ikke i den varme solstråle, der lander lige ved siden af?

Solstrålen sniger sig langsomt over mod bænken. Hvis jeg bliver siddende længe nok vil jeg kunne slikke solens stråler, mens jeg giver mig selv lov til at tage et pusterum på bænken. Nu rammer den næsten bænken. Fødderne kan mærke varmen fra solens stråler…

”Vi begynder igen”, siger Mette, der pludseligt viser sig i døren. Er det en kliche, hvis jeg overvejer at bruge bandeord nu?

 

 

Fredag efter Kr. Himmelfart

I lighed med halvdelen af Danmark har jeg tilladt mig, at holde fri fredag efter Kr. Himmelfart. Denne fredag er næsten blevet en uofficiel fridag på samme måde som nytårsaftens dag. I min socialdemokratiske nabokommune holder kommunens kontorer lukket. Alle accepterer – nogle nærmest forventer – at man holder lukket i dag.

Regeringens forslag om at inddrage to officielle helligdage i forbindelse med skattereformen er helt ud af takt med erhvervslivets og befolkningens levevis. Hvis der er to fridage som skal inddrage må de mest oplagte dage være Grundlovsdag og 1. maj, der efterhånden primært bruges af gymnasieelever som en undskyldning for at holde en festlig picnic på offentlige  grønne fællesarealer.

Der er heldigvis ikke nogen der kan eller skal bestemme, hvornår jeg holder fri. Hvis det lykkes regeringen at overbevise fagbevægelserne om denne løsning, så har jeg heldigvis ret til at bestemme selv. Jeg er ikke tilhænger af nogen fagbevægelse. Så længe 1. maj og Grundlovsdag er officielle fridage for (visse) fagbevægelser, så bliver samtlige helligdage, nytårsaftensdag og fredagen efter Kr. Himmelfartsdag fortsat faste lukkedage i mit univers.

Sproglige guldkorn

“Tillykke gamle jas”, sagde vores to-årige nevø, Alex, frejdigt (på opfordring fra min svigerinde) til min mand, da de kom til frokost og fødelsdagskage tidligere i dag.

Alex måtte ifølge hans mor nøjes med en “Børnebajer” i form af en sodavand, mens hans far tog sig en øl. I løbet af eftermiddagen brugte Alex små legetøjs-pizzastykker til at illustrere at vores træhest, som han sad på, havde lavet hestepærer. De blev naturligvis hurtigt omdøbt til “Hestepizzaer”. Imens vendte min kække svigerinde tilbage til tag-selv-bordet i køkkenet, fordi hun efter eget udsagn manglede noget “diller” – til sin laksemad.

Efter en hyggelig eftermiddag med mange lattermilde gæster og talrige sproglige guldkorn, tog min mand sig en velfortjent lur. Jeg kravlede ned under dynen til hans dejlige krop, kyssede ham lidt her og der, og fik fantastisk elskov. Det meste af aftenen blev vi liggende arm i arm med vores varme kroppe viklet ind i hinanden. Vi fik en let og hurtig aftensmad af resterne fra frokosten.

Nu skal vi snart i seng igen. Sikken en dejlig søndag! Jeg har ikke engang opdaget at det har været regnvejr – i mit hjem og kvindehjerte skinnede solen fra morgen til aften…