De fede må svede, de små må fryse…

Det er min store fars kække kommentar til min slanke mand, da vi sidder bænket i blæsevejr i haven til Isabellas to-års fødselsdagsfest. Nevø Tristan, der bliver 3 år til september, beklager sig til morfar over at solen forsvinder. Min søster, Tina, siger at han skal bede moster Karin om at puste skyerne væk fra solen.

Under maden viser vi billeder fra vores køkkenprojekt. Vi er begge to lettede over at være færdige med 4 ugers jord- og betonarbejde. Nu skal vi bare have flyttet afløbet til vasken. Så kan vi gå i gang med isolering og opbygning af selve køkkenet. Jeg glæder mig. En jordhule og sandkasse på 21 kvadratmeter sviner hele huset til i løbet af ganske få timer.

Min far spiser op og vil gerne have flere rejer. Min slanke søster smyger sig bag om hans stol, smiler og siger: De små kan komme ind og få flere rejer, de fede må blive siddende…

Sproglige guldkorn

“Tillykke gamle jas”, sagde vores to-årige nevø, Alex, frejdigt (på opfordring fra min svigerinde) til min mand, da de kom til frokost og fødelsdagskage tidligere i dag.

Alex måtte ifølge hans mor nøjes med en “Børnebajer” i form af en sodavand, mens hans far tog sig en øl. I løbet af eftermiddagen brugte Alex små legetøjs-pizzastykker til at illustrere at vores træhest, som han sad på, havde lavet hestepærer. De blev naturligvis hurtigt omdøbt til “Hestepizzaer”. Imens vendte min kække svigerinde tilbage til tag-selv-bordet i køkkenet, fordi hun efter eget udsagn manglede noget “diller” – til sin laksemad.

Efter en hyggelig eftermiddag med mange lattermilde gæster og talrige sproglige guldkorn, tog min mand sig en velfortjent lur. Jeg kravlede ned under dynen til hans dejlige krop, kyssede ham lidt her og der, og fik fantastisk elskov. Det meste af aftenen blev vi liggende arm i arm med vores varme kroppe viklet ind i hinanden. Vi fik en let og hurtig aftensmad af resterne fra frokosten.

Nu skal vi snart i seng igen. Sikken en dejlig søndag! Jeg har ikke engang opdaget at det har været regnvejr – i mit hjem og kvindehjerte skinnede solen fra morgen til aften…