Sikken en dejlig ferieuge!

I de lune morgen- og formiddagstimer har jeg siddet på terrassen og skrevet på mit bog projekt. Skyggen forsvandt ved middagstid. Mens det var  varmt svømmede jeg som en fisk i vandet. Sidste halvdel af eftermiddagen  tilbragte jeg i mandens selskab med is og kolde drikkevarer på terrassen. Kattene lå og pustede som små sorte løver i skyggen. Om aftenen har vi fået lækker mad fra vores midlertidige mini-køkken.

Dagen i går var anderledes. Først på aftenen kørte vi en tur på motorcykler og endte med en lækker spontan middag på Restaurant Arken, Køge Marina. Fantastisk sted, god mad og vin. Frisk betjening. Det er ikke sidste gang vi har spist dér. Ærgerligt at vi begge to skulle køre hjem…. Fik et glas rødvin hver. Gemte proppen og tog resten med hjem i tanktasken.

Da vores ferie startede forrige fredag troede jeg at ferien ville blive den kold og våd. I dag er jeg super glad for at vi blev hjemme . Lille Danmark har vist sig fra sin bedste side rent vejrmæssigt i denne uge. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie i udlandet. Hvem vil bytte dejlig dansk sommervejr med hedebølge under sydlige himmelstrøg?

 

En mur af træthed

Kapitlet er næsten færdigt. Jeg går helt i stå. Trænger til at sove. Har svært ved at holde mig vågen. Giver efter for mit søvnbehov. Er helt væk i drømmeland i 10 timer. Føler mig veludhvilet næste morgen. Alligevel overmander trætheden mig igen, da jeg sætter mig ved tastaturet for at skrive. Prøver at læse en bog i solen på terrassen. Falder i søvn. Min hjerne er gået i stå. Tastaturet ligeså. Panik. Jeg læser det ikke færdige kapitel igennem. Det mangler essens. Mine øjne glider hen over min planlagte kapitelstruktur. Kommer ingen vegne sidder bare og stirrer på papiret.

Pludselig ved jeg at der skal skæres ind til benet. Jeg har givet et underemne plads til at blive et helt kapitel.  Et øjeblik efter er mine planlagte 15 kapitler reduceret til 6. De få kapitler dækker præcis de emner jeg har beskrevet på min bagsidetekst. Det er vigtigt at skrive på et hovedemne for at skriveprocessen føles rigtig for mig. Måske bliver kapitlerne delt op senere. Jeg har fundet min skrivelyst igen. Det er weekend lige om lidt. Så skal der skrives….

 

Drømmer om at blive mor – til en bog

Weekenden har bragt mig tættere på drømmen efter andel del af et fremragende forfatterkursus hos Skriveværkstedet (www.skrivevaerkstedet.dk). Fra at have en idé kan jeg kan nu se bogen og indholdet for mig. Nu skal bogen fra hjertet ud gennem tastaturet.

Underviserne Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht er seriøse og motiverende. De forstår virkelig, at skabe et kreativt rum, hvor ideer, struktur og overblik mødes og går op i en højere enhed. Stemningen er gennemsyret af skrivelyst og fælles drømme hos kursisterne.

Hvis du har en idé til en bog, men ikke rigtig ved hvor du skal starte eller har opgivet projektet og lagt det i skrivebordsskuffen, så er Skriveværkstedet bestemt et besøg værd!